... vi ærer én Gud i tre personer
og tre personer i én Gud
uden at sammenblande personerne
eller adskille det guddommelige væsen.
Faderens person er nemlig en anden end Sønnens,
som er en anden end Helligåndens.
Men Faderen, Sønnen og Helligånden er
én eneste guddom,
deres herlighed er lige stor,
deres majestæt lige evig.
Som Faderen er,
sådan er Sønnen
og sådan er Helligånden.
Faderen er ikke skabt,
Sønnen er ikke skabt,
Helligånden er ikke skabt.
Faderen er umålelig,
Sønnen er umålelig,
Helligånden er umålelig.
Faderen er evig,
Sønnen er evig,
Helligånden er evig.
Og dog er der ikke tre evige,
men én evig,
ligesom der ikke er tre uskabte,
eller tre umålelige,
men én uskabt og én umålelig.
Ligeledes er Faderen almægtig,
Sønnen almægtig,
og Helligånden almægtig,
og dog er der ikke tre almægtige,
men én almægtig.
På samme måde er Faderen Gud,
Sønnen Gud
og Helligånden Gud,
og dog er der ikke tre guder,
men én Gud.
På samme måde er Faderen Herre,
Sønnen Herre
og Helligånden Herre,
og dog er der ikke tre Herrer,
men én Herre.
For ligesom vi ifølge den kristne sandhed
må bekende hver enkelt person for sig som Gud og Herre,
således forhindrer den fælles tro os i at tale
om tre Guder eller tre Herrer.
Faderen er hverken dannet eller skabt eller født af nogen.
Sønnen er af Faderen alene,
ikke dannet eller skabt, men født.
Helligånden er af Faderen og Sønnen,
ikke dannet eller skabt eller født,
men udgår fra dem.
Der er altså én Fader,
ikke tre fædre,
én Søn,
ikke tre Sønner,
én Helligånd,
ikke tre Helligånder.
Og blandt disse tre personer er ingen tidligere eller senere, ingen større eller mindre,
men alle tre personer er sammen lige evige og lige store,
således at alle tre personer bør æres i én guddom
og én Gud i tre personer. |