Apologetisk Forum

Romerkirken - Skjøgekirke eller søsterkirke?

Lionheart - 10-4-2005 kl 15:31

Har vi glemt vår hjemreiste bror Martin Luthers advarsler?
Vi er svært opptatt av homofili-spørsmål og kvinnesaker, som i og for seg er viktige nok, men distraherer de ikke oss fra å se bort fra den større trusselen - at verdens største vranglærende organisasjon får arbeide i fred? Ja, jeg snakker om den romersk-katolske kirke. Den er ikke mindre farlig for menneskets sjel i dag enn den var for 500 år siden!

Jeg presenterer her en dansk oversettelse av et utdrag av De Schmalkaldiske Artikler, skrevet av Martin Luther:

Pavekirkens falske messe
Messen må være den største og skrækkeligste vederstyggelighed i pavedømmet, fordi den direkte og voldsomt strider imod den ovennævnte hovedartikel. Og dog har den over og frem for alle andre pavelige afguderier været anset for den højeste og smukkeste. Man påstår nemlig, at messeofret eller det at holde messe hjælper folk af med deres synder, både her i livet og siden i Skærsilden. Selv hvis det er en ugudelig præst, der står for messen. Men som ovenfor vist er det alene Guds lam, der skal og kan gøre det. Denne artikel kan vi heller ikke vige fra eller ændre, da det ville være i strid med den første artikel.
Men hvis der var nogle fornuftige papister, kunne man i venlighed tale med dem om, hvorfor de dog holder så hårdt fast på messen?
Den er jo et rent menneskeligt påfund, ikke påbudt af Gud. Og alle menneskelige påfund kan vi lade falde, som Kristus siger i Mattæus15,9: De tjener mig forgæves med menneskebud.
For det andet er messen en unødvendig ting, som man uden synd og fare udmærket kan undlade.
For det tredje kan man få nadveren meget bedre og på en mere nyttig måde, hvis man følger Kristi indstiftelse. Ja, faktisk er det den eneste frelsende måde. Hvorfor vil man da tvinge verden ud i jammer og nød for en unødvendig, opdigtet sags skyld, når man dog kan få det på en god og frelsende måde?
Man skal lade det prædike offentligt for folk, at messen kan opgives uden synd som tomt menneskeværk, og at ingen bliver fordømt ved at droppe den. Man kan blive frelst på en bedre måde uden messe. Mon så ikke messen vil falde af sig selv ikke alene i den brede befolkning, men også hos alle fromme, kristne, fornuftige og gudfrygtige hjerter? Især når de oven i købet hører, at den er en farlig ting, som er opdigtet og opfundet uden Guds ord og vilje.
For det fjerde. Fordi der er opstået så utallige og ufattelige misbrug i hele verden med køb og salg af messer, burde man rimeligvis opgive den alene for at afværge sådanne misbrug, også selv om den i og for sig rummede noget nyttigt og godt. Hvor meget snarere skal man så ikke opgive den for altid, for at undgå sådanne misbrug, når den helt igennem er unødvendig, unyttig og farlig. Man kan jo få det alt sammen mere nyttigt og sikkert uden messen.
For det femte. Messen er ikke og kan heller ikke være andet end et værk udført af mennesker, ja, selv af ugudelige folk. Og ifølge den pavelige kirkelov og alle bøger kan man ved en sådan messe forsone sig selv og andre med Gud, erhverve og fortjene syndernes forladelse og nåde. Sådan opfatter man messen, når den agtes højest, og hvad skulle den ellers også tjene til? Derfor må og skal man også fordømme den. For det er direkte imod hovedartiklen, der siger, at det hverken er en ond eller en god messepræst, men Guds lam og Guds Søn, der bærer vores synd.
Og selv om nogen, for at give et godt indtryk, ville påstå, at han ønsker at række sig selv nadveren for opbyggelsens skyld, er det ikke alvorlig ment. Vil han holde nadver for alvor, gør han det bedst og mest sikkert, når han modtager nadveren i overensstemmelse med Kristi indstiftelse. Men at betjene sig selv med nadveren er usikkert og unødvendigt, ja forbudt. Han ved ikke, hvad han gør, fordi han følger et falsk menneskeligt indfald og påhit, uden Guds ord.
Og selv om alt andet var i orden, ville det alligevel ikke være rigtig, når man bruger kirkens fælles sakramente efter sit eget fromme hoved, uden om Guds ord og kirkens fællesskab.
Denne artikel om messen vil blive hovedpunktet på kirkemødet. Selv om det var muligt, at de gav os ret i alle andre artikler, kan de dog ikke give efter i denne artikel. Som pavens forhandler, Campegius sagde i Augsburg: Han ville hellere lade sig rive i stykker, end opgive messen. På samme måde vil jeg også hellere med Guds bistand lade mig brænde til aske, før jeg lader en messepræst med sin gerning stå på linie med eller højere end min herre og frelser Jesus Kristus. Altså er og bliver vi for evigt adskilt og uenige. De føler det tydeligt: hvis messen falder, så ligger pavedømmet der også. Før de lader det ske, vil de hellere dræbe os alle.
Foruden alt det har denne dragehale, messen, frembragt mange slags skadedyr og giftige afguderier.



Skærsilden
For det første er der Skærsilden. Her har man med messer for de døde, bønner og årsfester for de døde og meget andet drevet afladshandel helt ind i Skærsilden. Messen holdes nu næsten udelukkende for de døde, selv om Kristus dog alene har indstiftet nadveren for de levende. Derfor bør Skærsilden regnes for et rent djævelsk blændværk med alle dens ceremonier, gudstjenester og forretninger. For det er også imod hovedartiklen, som lærer, at alene Kristus og ikke menneskeværk skal hjælpe sjælene. Desuden er der heller ikke hverken befalet eller påbudt os noget om de døde. Derfor kunne man udmærket lade være med at bruge den, også hvis der ikke havde været nogen vildfarelse eller noget afguderi.
Papisterne anfører her Augustin og flere andre kirkefædre, som skal have skrevet om Skærsilden. De tror ikke, vi kan ser, hvorfor og hvortil de kommer med sådanne citater. Augustin skriver nemlig ikke, at der findes en Skærsild, har heller ikke noget skriftsted, der tvinger ham til det, men lader det stå hen i uvished, om den findes. Han nævner blot, at hans mor har ønsket, at man skulle mindes hende ved alteret eller når man holdt nadver. Nu har alt sådan noget jo ikke været andet end menneskefromhed hos enkelte personer. Det grundlægger ikke nogen trosartikel, for det er alene Guds sag. Men vores papister trækker sådanne menneskeord frem, for at man skal tro deres skændige, bespottelige, forbandede gøglermarked, at deres ofring af sjælemesser skulle have virkning ind i Skærsilden. Den slags vil de langt fra kunne bevise ud fra Augustin. Men hvis de først afskaffer handlen med Skærsildsmesserne, som Augustin end ikke har drømt om, så vil vi gerne drøfte sagen med dem. Om man kan godtage hans ord, der er uden skriftgrundlag, og om man må mindes de døde i forbindelse med nadveren. Det har ingen gyldighed, når man laver trosartikler af de hellige fædres gerninger eller ord. Ellers måtte der også blive en trosartikel ud af det, de har haft at spise, deres tøj, huse, osv., som man har gjort det med relikvierne. Det hedder nu engang: Guds ord skal opstille trosartikler og ellers ingen, ikke engang en engel.


Onde ånder
For det andet har følgen af det været, at de onde ånder har drevet deres spil. De har vist sig som menneskers sjæle, og med utrolige løgne og ondskab har de forlangt messer, valfarter og andre almisser. Det har vi alle måttet regne for trosartikler, som vi skulle efterleve. Og paven har bekræftet sådanne ting ligesom også messen og al anden afskyelighed. På det punkt kan vi heller ikke vige eller ændre noget.



Valfarter
For det tredje er der valfarterne. Også her har man søgt messer, syndernes forladelse og Guds nåde. For messen har behersket det hele. Nu er det jo sikkert og vist, at sådanne valfarter ikke er påbudt os. De er heller ikke nødvendige, for vi kunne få det på en meget bedre måde og kunne undlade dem uden synd eller fare. Hvorfor forlader man sin egen præst, Guds ord, hustru og børn, derhjemme, selv om de er nødvendige og påbudt, og løber efter Djævelens blændværk, der er unødvendig, usikker og skadelig? Udelukkende fordi Djævelen har besat paven og fået ham til at rose og stadfæste sådanne ting, for at folk i hobetal kunne løbe væk fra Kristus og hen til deres egne gerninger og blive afgudsdyrkere. Det er den værste skade, rent bortset fra at det er en unødvendig ting, hverken befalet eller tilrådet, usikker og tilmed skadelig. Derfor kan der heller ikke her viges eller gives efter.


Broderskaber
For det fjerde er der broderskaberne. Klostrene og de kirkelige stiftelser har med juridiske købskontrakter forpligtet sig til at meddele alle deres messer og gode gerninger til gavn for både levende og døde. Det er ikke alene lutter menneskeligt narreværk, helt unødvendigt og uden påbud, men det er også imod den første artikel om forsoningen og kan derfor på ingen måde tolereres.


Relikvier
For det femte er der relikvierne. Her er der opdigtet så mange åbenbare løgne og narrestreger med knogler fra hunde og heste, at selv Djævelen har moret sig. Det burde for længst have været forbudt, selv om der var noget godt i det. Dertil kommer at det er uden grundlag i Guds ord, hverken befalet eller tilrådet, men unødvendigt og unyttigt. Men det værste er, at det også har skullet give aflad og syndernes forladelse som en god gerning og gudstjeneste, ligesom messen.


Aflad
For det sjette er der den stakkels aflad. Den bliver givet både til de levende og døde for penge. Med det sælger paven Kristi fortjeneste samt alle helgenernes og hele kirkens overskydende fortjenester. Alt dette kan ikke tåles. Og det er ikke alene uden grundlag i Guds ord, unødvendig og uden ethvert påbud, det er også imod den første artikel.
Kristi fortjeneste får vi ikke ved hjælp af vores gerninger eller penge, men ved troen af nåde uden nogen penge eller fortjeneste. Og det bringes ikke til os ved pavelig magt, men ved prædikenen eller Guds ord.




Helgenpåkaldelse
Helgenpåkaldelse er også et af de antikristelige misbrug. Det strider imod den første hovedartikel og tilintetgør erkendelsen af Kristus. Det er heller ikke hverken påbudt eller tilrådet. Der er heller ikke noget eksempel på den i Skriften. Og vi har det alt sammen tusind gange bedre i Kristus, selv om det så havde været et kosteligt gode, hvad den dog ikke er.
Englene i Himlen beder ganske vist for os, som Kristus også selv gør, og også de hellige på jorden og måske også i Himlen. Det betyder dog ikke, at vi derfor skal påkalde og tilbede englene og helgenerne. Vi skal heller ikke faste eller feste for dem, holde messer, ofre, indvie kirker eller altre, indstifte gudstjenester eller på anden måde tjene dem. Og vi skal ikke regne dem for hjælpere i nød, fordele al slags hjælp imellem dem og tilskrive enhver af dem en særlig tjeneste, som papisterne lærer og gør. For det er afguderi. Sådan ære tilkommer Gud alene. Som en kristen og helgen på jorden kan du bede for mig ikke bare i én slags nød, men i al nød. Men derfor skal jeg jo ikke tilbede eller påkalde dig, feste eller faste for dig, ofre, holde messe til din ære eller tro på dig som min frelser. Jeg kan sagtens ære, elske og takke dig i Kristus på anden måde. Når nu denne afguderiske ære tages fra englene og døde helgener, så vil den anden ære blive fri for skade, ja, snart glemt. For kan man ikke længere gøre sig håb om nytte og hjælp, legemligt eller åndeligt, vil man nok lade helgenerne i fred, både i graven og i Himlen. For af kærlighed eller for intet vil ingen tænke på dem, og slet ikke agte eller ære dem.
Alt i alt: Det, som messen er, og som er kommet ud af den, og som er forbundet med den, det kan vi ikke tolerere, men må fordømme det, for at vi kan beholde den hellige nadver ren og sikker efter Kristi indstiftelse, brugt og modtaget i tro.


Kirkelige institutioner og klostre
Kirkelige institutioner og klostre, der tidligere er blevet oprettet i god hensigt for at uddanne lærde folk og ærbare kvinder, skal igen indrettes til sådant brug. På den måde kan man have præster, prædikanter og andre kirkelige tjenere og også personer, der er nødvendige i de offentlige embeder, samt velopdragne unge kvinder til husmødre og assistenter, osv.
Hvor klostrene ikke tjener det formål, er det bedre, at man lader dem ligge øde hen eller river dem ned. Deres bespottelige gudstjeneste, der er opfundet af mennesker, skal ikke betragtes for noget, der er finere end et almindeligt kristent liv og de af Gud indstiftede embeder og ordninger. Det strider nemlig også alt sammen imod den første hovedartikel om befrielsen i Jesus Kristus. Som alle andre menneskepåfund er de heller ikke påbudt eller nødvendige eller gavnlige og desuden fremkalder de farlige og forgæves stræben, ligesom også profeterne kalder en sådan gudstjeneste ”forgæves besvær.”



Pavens overhøjhed
Paven er ikke hele kristenhedens overhoved efter guddommelig ret eller ud fra Guds ord, for det tilkommer alene én person, som hedder Jesus Kristus. Paven er blot biskop eller sognepræst for menigheden i Rom og for dem, der af egen fri vilje eller på grund af menneskelige ordninger har tilsluttet sig ham. Og de står ikke under ham som under en herre, men ved siden af ham som brødre og ligemænd, som også de gamle kirkemøder fra Cyprians tid viser. Men nu tør ingen biskop kalde paven broder som dengang, men må kalde ham sin allernådigste herre, ja, selv om det så også er en konge eller en kejser. Det hverken vil, skal eller kan vi tage på vores samvittighed. Den, der vil det, må gøre det uden os.
Heraf følger, at alt det, som paven har gjort og forsøgt ved hjælp af sådan falsk, bespottelig, tilranet magt, helt igennem har været djævelsk værk og gerning og er det endnu. Så vidt det står til ham, er det til fordærv for hele den kristne kirke og til tilintetgørelse af den første hovedartikel om befrielsen i Jesus Kristus. Den eneste undtagelse er, hvad paven gør på det verdslige styres område, hvor Gud selv gennem en tyran og skurk lader meget godt ske for et folk.
For i alle sine bandbuller og bøger, brøler paven som en løve, som engelen viser det i Johannes' Åbenbaring 12. Han brøler, at ingen kristen kan blive frelst, uden at han er ham lydig og underdanig i alt, hvad han vil, hvad han siger, og hvad han gør. Det er det samme som at sige, at selv om du tror på Kristus og i ham har alt, hvad der er nødvendigt til frelse, så er det alligevel ingenting, og fuldstændig forgæves, hvis du ikke regner paven for din Gud og er ham underdanig og lydig. Og så er det dog åbenlyst, at den hellige kirke har været uden pave i det mindste i fem hundrede år, og at den græske kirke og kirker i mange andre sprogområder indtil denne dag aldrig har været under paven og heller ikke er det nu. Derfor er det, som ofte sagt, en menneskelig opfindelse, der ikke er påbudt, og som er unødvendig og nytteløs. For den hellige, kristelige kirke kan udmærket bestå uden et sådant overhoved og havde bestået bedre, hvis et sådant overhoved ikke var blevet oprejst af Djævelen. Pavedømmet er heller ingen nytte til i kirken, for det udøver ikke noget kristeligt embede. Derfor kan kirken også godt forblive og bestå uden paven.


Demokratisk valg af pave
Lad os antage, at paven ville gå med til, at han ikke er den øverste efter guddommelig ret eller på Guds bud. Men for at kristenhedens enhed bedre må blive bevaret mod partier og kætteri, er det nødvendigt med et overhoved, som alle de andre kunne holde sig til. Et sådant overhoved ville da blive valgt af mennesker, og det ville være op til menneskers valg og magt at ændre eller afsætte samme overhoved, ligesom kirkemødet i Konstans gjorde, da der på samme tidspunkt var hele tre paver. De afsatte de tre og valgte en fjerde. Jeg forestiller mig nu, at paven og pavestolen i Rom ville gå med til og acceptere noget sådant. Men det er dog umuligt. For han måtte lade hele sit regimente og hele sin position vælte og ødelægge tillige med alle sine rettigheder og bøger. Kort sagt: Han kan ikke gøre det. Kristenheden ville alligevel heller ikke være hjulpet med det, og der ville komme langt flere grupperinger end før. For behøver man ikke at være undergivet et sådant overhoved efter Guds befaling, men blot af almindelig god vilje, ville det let og hurtigt komme i foragt og til sidst ville der ikke være et menneske tilbage. Det behøvede heller ikke altid at ligge i Rom eller et andet permanent sted, men hvor og i hvilken kirke Gud ville vælge en sådan mand, som var dygtig til det. Oh, det ville blive et langtrukken, hæmningsløst væsen.


Kirkens eneste herre
Derfor kan kirken aldrig blive regeret og bevaret bedre, end ved at vi alle lever under ét overhoved, nemlig Kristus. Biskopperne, som alle er lige efter embedet, selv om de kan have forskellige nådegaver, skal holde flittigt sammen i samme lære, i troen, sakramenterne, bønnerne og kærlighedens gerninger. Sådan som Hieronymus skriver, at præsterne i Alexandria samtlige og i fællesskab styrede kirken, ligesom også apostlene har gjort og siden alle biskopper i hele kristenheden, indtil paven løftede sit hoved op over dem alle.
Dette punkt viser med al tydelighed, at han er den rigtige Endetidskristus eller Antikrist, der har ophøjet sig selv og sat sig over og imod Kristus. Han vil ikke lade de kristne blive salige uden gennem sin magt, skønt den ingenting er, hverken anordnet eller befalet af Gud. Det er i egentlig forstand at ophøje sig over Gud og sætte sig imod ham, som Paulus siger. Ikke engang tyrkerne bærer sig sådan ad, hvor store fjender af de kristne de end er, men lader dem tro på Kristus, som de vil. De kræver kun jordisk skat og lydighed af de kristne.
Men paven vil forbyde troen, og siger, at man skal være ham lydig, for så bliver man salig. Det vil vi ikke gøre, om vi så skal dø i Guds navn. Det kommer alt sammen af, at han efter guddommelig ret skulle gælde for at være den øverste over den kristne kirke. Derfor har han måttet sætte sig selv lig med Kristus og over Kristus, og ladet sig ære som overhovedet. Dernæst som en herre over kirken, til sidst også over hele verden, ja ligefrem som en jordisk gud, indtil han var så fræk også at ville befale over englene i Himmeriget.


Pavedømmet er Djævelens værk
Og hvis man sammenligner pavens lære med den hellige Skrift og stiller dem op over for hinanden, så viser det sig, at pavens lære, hvor den er bedst, er taget fra den kejserlige, hedenske ret og lærer verdslig handel og retsvæsen, som det fremgår af hans kirkelov. Dernæst giver den anvisninger om ceremonier for kirker, klæder, spiser, personer og for al slags barneleg, teater og narreværk uden ende. Men i det alt sammen findes der overhovedet intet om Kristus, om troen eller om Guds bud.
Til sidst er der intet andet end ren og skær djævleri, hvor han kører frem, over og imod Gud, med sine løgne om messer, Skærsild, klostervæsen, egne gerninger og gudstjeneste, som jo er selve kernen i pavedømmet. Han fordømmer alle kristne, slår dem ihjel og plager dem, hvis de ikke ophøjer og ærer denne hans vederstyggelighed frem for alt andet. Lige så lidt som vi kan tilbede Djævelen selv som herre eller Gud, lige så lidt kan vi derfor finde os i hans apostel, paven eller Endetidskrist som overhoved eller Herre i udøvelsen af Djævelens herredømme. For det pavelige herredømme består reelt i løgn og mord med den hensigt at fordærve legeme og sjæl i evighed, som jeg har vist i mange bøger.

Med disse fire artikler vil de have nok at fordømme på kirkemødet. For de hverken kan eller vil give os ret i blot den mindste lille del af én af artiklerne. Men så må vi være tillidsfulde og vove at sætte vores håb til, at Kristus, vores Herre, der har angrebet sin modstander også vil sætte kraft bag både med sin Ånd og sin genkomst. Amen.
For ved kirkemødet vil vi ikke stå for kejseren eller den verdslige øvrighed, som vi gjorde i Augsburg, da kejseren udsendte en ganske pæn indbydelse til rigsdagen og lod sagerne forhandle i venlighed. Men denne gang vil vi stå over for paven og Djævelen selv, som ikke har i sinde at høre noget som helst, men uden videre vil fordømme, myrde og tvinge til afguderi. Derfor må vi her ikke kysse hans fødder eller sige, ”I er min nådige herre”, men i stedet som englen hos Zakarias sagde til Djævelen: ”Gud straffe dig, Satan!”

Mer av Luther på dansk finnes her:

Luther

Lance - 20-4-2005 kl 08:39

Sitat:
Opprinnelig postet av Lionheart
Har vi glemt vår hjemreiste bror Martin Luthers advarsler?
Vi er svært opptatt av homofili-spørsmål og kvinnesaker, som i og for seg er viktige nok, men distraherer de ikke oss fra å se bort fra den større trusselen - at verdens største vranglærende organisasjon får arbeide i fred? Ja, jeg snakker om den romersk-katolske kirke. Den er ikke mindre farlig for menneskets sjel i dag enn den var for 500 år siden!


Jeg er helt enig med deg i dette Lionheart. I dag flørter den Lutherske Kirke med den Katolske Kirke, og har glemt hvorfor den i det hele tatt ble kalt protestantisk.

Dette er et resultat av det økumeniske arbeid som blir gjort, for å trekke verdens religioner nærmere sammen, hvor det ultimale målet er én verdensreligion.

Jeg lurer på om Luther hadde fått preke i Statskirken i dag...

Jeg leste forresten en flott bok som både Luther og Hauge ble inspirert av... den heter "Mesterboken", og er fra 1300-tallet tror jeg. Anbefales!